Hej, jeg hedder Poul. Jeg er 72 år og har PPMS og er dårligt gående, derfor er min stok min faste
følgesvend. Jeg har haft min diagnose i 13 år og det er blevet lidt dårligere de sidste par år. Jeg hørte om Oceans of Hope på et af mine ophold i Haslev.
Jeg tænkte straks at det er lige mig. Efter at have fulgt OOH på Facebook for at se hvad det hele egentlig er for noget, så ansøgte jeg om at komme med på et togt. Det lykkedes at få et ok og togtet i Danmark startede den 13. Juli og sluttede den 17. Juli.
Jeg var lidt nervøs idagene inden for hvad var det nu jeg havde rodet mig ind i, og jeg er ellers ikke den nervøse type-langtfra.
Efter en grundig pakning efter en detaljeret pakkeliste var jeg klar til at påmønstre i Lunderborg på Fyn.
Det ret store sejlskib lå klar til at modtage de nye gæster. Først lidt at spise i havnen efter en velkomst af kaptajnen, derefter anvisning af køjeplads, udlevering af sejltøj samt introduktion til skibet og de andre deltagere 12 i alt. Vejret var friskt som på en god dag i Danmark. Kan man sejle ud i det blæsevejr?
Ja det kan man. Er besætningen mon kompetent? Er de andre deltagere mon flinke folk? Svarene er ja, ja, ja og hør så her: besætningen sørgede for super morgenmad, dejlig frokost og super middag med vin etc. Så vidt jeg ved dækket af de 1000 kr vi betalte. Hertil kaffe, drikkelse og slik i lange baner plus frugt osv.
Alle vi nybegyndere blev tålmodigt instrueret og deltog i sejladsen på lige betingelser uden dog at komme i kritiske situationer. Alle mand/kvinder fik opgaver og alle viste godt kammeratskab og derfor blev togtet en kæmpe oplevelse, som ingen vil glemme på trods af forskellige typer handicap og derfor manglende evner til at bidrage 100%.
Det hele lod sig gøre alene fordi kaptajnen var en enestående person på 28 år med både faglige og empatiske egenskaber i tip. 3 unge piger fra Oure var eminente matroser.
Sejladsen var ind imellem heftig med stærk krængning hvilket var nyt for alle os. Det var bare super grænseoverskridende og en super social oplevelse. Bare ubeskriveligt.
Hvad har dette så med sclerose at gøre. Temmelig meget. Muligheden for at se hvad man selv og sammen med andre kan udrette. Deltagelse i et team som forstår hvad vi kan og ikke kan, fungere i en social sammenhæng under ofte udfordrende omstændigheder . Kombineret med kognitive og fysiske
udfordringer. Kort sagt, jeg kan også noget og jeg kan bidrage og jeg kan deltage.
Vi er folk fra hele landet, unge og ældre med forskellige udfordringer som får talt sammen og arbejdet sammen i pressede situationer.
En stor tak skal lyde fra mig til alle på båden samt initiativtagerne i baggrunden samt sponsorer naturligvis.
