<h1>Stjernestøv og krabbegilde</h1>

Stjernestøv og krabbegilde

Stjernehav og fragtskibe

Min vagt startede 00.00, og jeg kom op på dæk til et stjernehav, og fragtskibe i horisonten. Båden trillede ligeså stille afsted med en 4-5 knob og vi kunne drikke cola, og spise midnats-hotdogs.

Det var et meget magisk øjeblik at sidde ved roret, styre med fødderne og kværne hotdogs.

Vi fik set stjerneskud og gættet længder på færger og fragtskibe. Derefter ramte jeg køjen. Jeg havde faktisk svært ved at sove, og jeg tror det var fordi min krop stadig var høj på den nattevagt jeg lige havde haft. Det var en “ud-af-kroppen”-oplevelse som lige skulle lande i krop og sind.

7 timers søvn senere

Da jeg stod op 7 timer senere var vi ikke længere ud for Sveriges kyst, men vi havde kastet ankeret ud for Nordre Rønne. De friske hoppede i våddragterne og tog et dyk, og imens fik jeg fyret op i kabyssen, og stegte havregrynsklatkager til de sultne dykkere.

Krabbegilde

Efter syv dage på Oceans of Hope, er jeg ved at blive komfortabel i kabyssen. Vi fik ankeret op, og landede derefter i Østerby Havn på Læsø. Her fik vi alle sammen på bedste højskole-manér skurret dæk, skyllet dykkerudstyr og vasket overflader. Herefter sluttede vi aftenen af med et vaskeægte Læsø krabbegilde, hvor vi blev oplært i de 3 trin, det kræver at åbne en krabbeklo.

Vores sidste aften på togtet forløb med god stemning og masser af latter. Jeg er træt, og det tror jeg, vi alle er, men vi er glade og taknemmelige og har fået suget sejlerlivet og Oceans of Hope til os🧡⛵️.

Emma