<h1>Vi har taget hul på den første uges sommertogt</h1>

Vi har taget hul på den første uges sommertogt

I løbet af sommerens togter vil I kunne følge med i rejsen, da der kommer blogindlæg fra deltagerne. 

Første dag

D. 9. juli 2023 kl. 12.00 påmønstrede 7 håbefulde gaster det gode skib Oceans of Hope med udsigt til en uge med fælleskab og socialt samværd, som man sjældent finder andre steder, end som på denne smukke skude.

Hvem deltager på båden

Fælles for alle syv er naturligvis diagnosen MS og dette skulle være den første uge i årets sommertogt.
En enkelt var dog kun med på endagssejlads og afmønstrede igen ved afslutningen af dagens sejlads.

Skipper Mick sørgede for det overordnede sikkerhed og overblik, assisteret af gasterne David, Mia og Thea.

Hvem mon blev "kidnappet" på første indkøbstur

Afgangen blev ikke helt som planlagt, da Mia og Thea var sendt ud for at handle, og lige synes, de ville teste Lidl’s sikkerhedssystem mod “kidnapning” af indkøbsvogne…
Dette resulterede i en længere kamp, for at få den låste indkøbsvogn bragt tilbage til butikken. Så klokken nåede at blive ca. 14.30, før trosserne blev smidt, og vi stævnede ud i et vindstille farvand, hvor det hurtigt blev klart, at dagens sejlads ville blive for motor.

Indkvarteringen og friskbrygget kaffe i cockpittet

Alle var indkvarteret og kaffen var brygget, så hyggen bredte sig hurtigt, mens vi skar os vej til Tuborg havn, hvor der skulle tankes op til sommertogtet 2023. Da tankningen var vel overstået satte vi kurs stik nord mod Helsingør, som var første stop på årets togt. Så med 5-6 knob arbejdede vi os støt mod Hamlets hjemstavn, mens vi nød en hyggelig frokost i cockpittet. Klokken var omtrent 19.30, da vi lagde til i havnebassinet lige syd for Holger Danske. Her indtog vi middagen - bestående af pasta, kødsovs og salat - kl. 20 i skyggen af Kronborg, hvorefter de fleste gik mod Brostræde, hvor desserten bestod af de berømte Brostræde-is.

Der blev tid til lidt badning og aftenkaffe/-te - og klokken nåede at blive næsten midnat, inden de sidste fandt køjen og blev lullet i søvn af knirkende fendere og klaprende skøder. Alle fandt dog den indre ro og fik en god nats søvn, inden morgenen gryede igen.