Den 12. juli 2023
Sent i seng, vand i køjen og en tur i baljen
Efter en sen nat for nogle, blev det lidt senere før folk fik øjne. Nogle havde haft en dejlig nat trods motorlarm helt hen til kl. 01.30, hvor ankeret blev smidt - andre havde haft en våd nat…selv i deres seng…for det viser sig, at nogle af vinduerne ikke holder helt lige så tæt som andre… så Mia forskød til bænken i kabyssen, da hun ikke kunne holde soveposen tør. Oven i det er vandpumpen til brugsvandet begyndt at lække, så Jannes gulvvaske tjans blev så nem, at hun faktisk ikke rigtig vidste hvor hun skulle starte…😂
Det var en dejlig morgen at vågne op til, men vandet var ikke så blankt som i nat. Alligevel røg vi alle en tur i bølgen - frisk morgendukkert, vil nogle nok kalde det - andre ville nok kalde det sk… koldt…🥶 Men i kom vi!
Så efter (endnu) en dejlig morgenmad, blev motoren startet og opvasken taget - og afsted det går mod Sønderborg, som vi anløber fra nord gennem Als Sund.
Dorit forsøger at give besked til den lokale Scleroseforening, så de kan komme ned og tage imod, når vi lander. Så det kan være, at der bliver trængsel på båden 🙂
Under alle omstændigheder er der ikke noget, der tyder på, at vi skal have sejl op i dag. Det er måske også lige fedt, hvis vi alligevel skal “rende rundt” og lave praktiske ting. Hvis bare vi kan holde tørvejr længe nok til, at vi kan Gaffer-tape de vinduer, der har brug for lidt kærlighed og tørre de våde ting - så vi alle kan sove tørt! Hip hurra for Gaffertape!
Vi må erkende, at det “bare” bliver en transport-sejlads - men det gør faktisk ikke så meget, når man er i godt selskab. Vi har en meget harmonisk gruppe af mennesker, der supplerer hinanden godt, og er gode til at give plads til de forskelligheder, vi selvfølgelig har! Tak for os! 😁
God vind og underholdende fart i sejlene
Nå, i skrivende stund kan vi så konstatere, at forudsigelsen om, at det blot blev en transportsejlads for motor, er gjort til skamme. Faktisk har vi haft så god vind, at vi til tider har været oppe over 9,5 knob, hvilket må siges at være aldeles underholdende! Så nu nærmer vi os så småt Sønderborg - lidt tidligere end planlagt. Vi er meget spændt på at se, hvem eller hvad, der venter os på kajen… vi skruer ned for forventningerne - så kan vi altid blive overrasket!
Oprydning af rester til frokost og så ud og handle proviant
Frokosten gjorde kål på de sidste 3 dages rester. Vi blev enige om, at det ville være skidt at smide så meget mad ud, bare fordi vi ikke kunne spise det.
Så først i gryden og så i maven - med genkendelsens glæde over den gode smag. Og således var der plads i køleskabet…så vi kan handle igen…😎
Blå mærker og en båd der minder om Skærsilden i Tivoli😅
Når nu man færdes på en sejlbåd - og i særdeleshed en sejlbåd, der godt kan lide at sejle - så er der stor forskel på at være oven dæk eller under dæk. Oven dæk handler det vel i virkeligheden blot om at holde sig inden borde. Derimod er “kunsten at opholde sig under dæk” en helt anden sag. Et fuldstændig uundgåeligt resultat er blå mærker… det er lidt ligesom at være i Skærsilden i Tivoli (hvis der er nogen der kan huske det) - det har givet nogle sjove billeder af ‘skæve’ besætningsmedlemmer, der kæmper med enten at tage tøj på eller lave mad i kabyssen. Jeg tror ikke, der er nogen der går fri af at føle sig en lille skulle til grin under de omstændigheder - men det er jo vilkårene…og jeg tror faktisk ikke, at der er nogen på båden, der ville bytte det ud med en lænestol foran fjernsynet. Under alle omstændigheder blev vi blæst godt igennem - og jeg tror, de fleste sover godt i nat.
Onsdag aften anløb vi Sønderborg promenaden
Klokken er nu 21.40. Da vi anløb Sønderborg, var der reserveret en plads til os på promenaden med udsigt til Sønderborg slot og med masser af nysgerrige mennesker, der synes vi var meget spændende. Vi fandt sandwichskiltet frem fra depotrummet og fik sat det op på kajen, så vi kunne gøre lidt reklame for os selv. Enkelte spurgte ind til projektet og en enkelt (med MS) havde læst om det på nettet og havde set, at vi kom til Sønderborg. Så hun fik en rundvisning og er klar på at tilmelde sig næste sommertogt.
Vegetar bolognese ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Mia lavede en aldeles velsmagende bolognese, uden bolognese… i stedet for kød, blev den lavet på Belugalinser, der viste sig at være et forrygende alternativ!
Efter maden blev der handlet, badet og hygget inden folk så småt tørnede ind.
I morgen tidlig kan det være, at vi køber morgenbrød🥖🥐 hos Lagkagehuset…fordi vi kan…🙂 Og så glæder vi os til endnu en dag i fantastisk selskab!