<h1>Fra Sønderborg til Ærøskøbing</h1>

Fra Sønderborg til Ærøskøbing

En nat med skybrud og torden

Kl. 09.30. Uha, nattens vejr har ikke ligefrem gjort, at vi har følt os velkomne her i Sønderborg… skybrud og torden i en nat, der i går aftes ellers så ud til at blive en tør nat…men det er selvfølgelig ikke Sønderborgs skyld. 😎

Sønderborg en unik by med skæve tider

Byen er til gengæld en lille perle i det sydvestlige hjørne af Danmark, hvor dens særlige “skæve” kultur er helt unik. Christians X’s bro åbner hver time kl. XX.38. Sct. Maries klokker ringer hver hele time…men til gengæld har den et helt unikt og yndigt klokkespil klokken 5 minutter over hver hele time…🤔 Hvorfor man er havnet på disse skæver tider i byen er uvist - men skulle man være løbet tør for ting at tale om (ikke at det er særlig sandsynligt…), så kan man da altid tale om det…🙃

Denne morgens forberedelser stod i “den forsvundne ost”s tegn… Vores forholdsvis nye ost var forsvundet! Drama! Vi måtte konkludere, at den måtte være røget i skraldespanden i forbindelse med oprydning… Men da Lars ville flytte rugbrødsposen på bordet, syntes han den var lidt for tung til, at det kunne være rugbrød…så osten blev fundet i rugbrødsposen, der dog heldigvis havde ligget på køl! 😊

Skøder og spil i aktion

Kl. 09.30 lagde vi fra og fandt hurtigt en god vind. Så op med “storen” og væk med motorlarm. Krængningen er bevis på, at der er vindpåvirkning - vi sejler! 👍🏼 Det er trods alt lidt federe at høre på skøder og spil i aktion, end den støjende og ildelugtende motor.
Nu krænger vi så meget, at vi skal sikre de ting, der står løst rundt omkring - men det er en pris, vi gerne betaler - for fremdrift - mens Dybbøl Mølle “suser” forbi inde på land.

Kursen er sat mod Ærøskøbing

I tiden frem til indsejlingen til Ærøskøbing (ca. 5 timer) havde vi en lystig blanding af alskens vejr…sol, regn og blæst i en stor pærevælling. En kende irriterende, at man hele tiden skal regulere sin påklædning, for at føle sig tilpas…men omvendt skifter vejret ofte så hurtigt, at det ikke kan betale sig at skifte - for tøjet når sjældent at blive mere vådt end, at det tørrer igen mellem bygerne. 😎
Kl. 16.00. Fremme i Ærøskøbing fandt vi en plads der - sjovt nok - var lidt for kort til vores bette skiw. Men allerede før vi fik gjort hende fast, indfandt de nysgerrige havnegæster sig, og der var rundvisning under dæk til enkelte. Besætningen spredte sig hurtigt ud i området og gik på opdagelse i de spændende butikker og boder…og de mindre spændende (men lige så dyre) butikker og boder…
Det mest spændende resultat blev dog, at Mia og Thea endte med at fiske efter krabber…som de dog endte med at sætte ud igen… for på menuen står der Daal med Naan brød…😋

I SAMME BÅD - med samme sygdom

En af fordelene ved at tage en tur som denne er, at når man er så meget sammen i så lang tid og vi allesammen har de tilnærmelsesvis samme udfordringer - så lærer man en hel masse om ens egen sygdom/tilstand, og de muligheder man har. Oceans of Hope er altså bare et helt unikt tilbud til mennesker, der er så uheldige at være diagnostiseret med MS. Som min hustru siger: “Skal man have en lorte-sygdom, så er MS at foretrække”… og det må jeg give hende ret i.
Så kan vi jo bare håbe på, at der er nogle beslutningstagere, der også får øjnene op for værdien af dette tilbud, og igen muliggør støtte til projektet⛵️.

Friskbagte boller i morgen

Efter et fantastisk måltid med Davids Daal, er vi alle enige om, at Mette skal bage boller i morgen tidlig. Så David og Lars H. tager i Netto og køber det nødvendige. Vi er overraskede over, hvor mange mennesker der er på Ærø. Det virker som om, at øen er et populært feriested - men der er også god og hyggelig stemning i byen, så det er forståeligt nok!

Dybe tanker over indretningen

Løbende hen over dagen, er det blevet diskuteret, hvorvidt indretningen i køkkenskabe og depotrum er hensigtsmæssig. Det er der ret bred enighed om, ikke er tilfældet…
Hvordan det skal organiseres, er der ikke lige nogen, der er skarpe på - men det forestiller vi os, at der er andre der har. Kunne man forestille sig, at der arrangeres nogle arbejdsdage, hvor der laves praktiske ting - ud over bare at vaske fribordet…? Det var bare en tanke.

Badenymfer og portvin inden sengetid

Kl. 21.15. Aftenens “program” tikker stille og roligt afsted. Der er handlet ind til boller, badenymferne er gået til stranden og vi tilbageværende er blevet belært af Mette om, hvad portvin er og om, hvad kvalitet i portvin er. Nu er der ikke længere nogen, der tør købe en portvin til båden…så vi må hellere øve os lidt inden sengetid…😂