Kronborg, Georg Stage og Halmø
Efter en god nats søvn vågnede vi i Helsingør. Så vi den ene vej kunne vi se Kronborg og så vi den anden vej kunne vi se ikke bare skoleskibet Georg Stage, men også den to-mastede skonnert Halmø.
Vi synes selv at de andre skibe er flotte og prægtige, men med slet skjult stolthed må vi indrømme, at vi er et mindst lige så stort tilløbsstykke. Læs mere i morgen om vores interview.
Derudover blev formiddagen brugt på indkøb, gåtur og ikke mindst skipper Mikkels godt indkøbte surdejsbrød.
Rundvisning på Georg Stage
På slaget 12 stod vi forventningsfulde ved landgangen til “Georg Stage”, hvor vi helt ekstraordinært fik en rundvisning på det smukke og historiske skib. Man kan i den grad mærke historiens vingesus, og selvom der naturligvis er kommet ny teknik ombord på det gamle skib, så er det meste stadig, som da skibet blev bygget. Alt arbejde på skoleskibene kræver samarbejde og disciplin, og der er kamp om pladserne for de unge ombord. Det er ikke ualmindeligt, at man skal søge flere gange før man kommer ind, men det er tydeligt, at det må være en oplevelse og en dannelsesrejse man må bære med sig hele livet. Tak til overstyrmand Helle for spændende rundvisning.
Videre mod Hundested
Fra solskinsfyldte Helsingør gik turen mod Hundested, men traditionen tro skulle vi naturligvis have et badestop. Denne gang ud for Hornbæk. Alle undtaget en var i vandet fra båden, mens vi i det fjerne kunne høre torden og næppe var vi kommet op, før vejret skiftede og vi måtte i vores dejligt varme sejlertøj. Ankeret blev hejst og vi sejlede videre mod Hundested. Igen med indlagte gode oplevelser - først så vi marsvin og siden sejlede vi tæt på Liseleje, så vores ene unge matros kunne vinke til familien inde på stranden.
Ved aftentide ankom vi til Hundested, hvor vi fik besøg af både venner og interesserede følgere - og derfor denne noget forsinkede blog.
Tusind tak for at vi må komme UD I VERDEN - IND I LIVET