IMG_1579.JPG

Handicapsejlads på Fyn er en øjenåbner

OoH Sep 11, 2015, by Oceans of Hope News team in Yacht

Den 9. september afholdt Thurø Sejlklubs Handicapafdeling et ”kom og prøv at sejle”-arrangement for mennesker med sklerose i samarbejde med Scleroseforeningens lokalafdeling på Nordfyn. De 12 pladser blev lynhurtigt fyldt op af gæster med sklerose og klubbens faste sejlere, og alle kom med ud at sejle i klubbens handicapvenlige Mini12’ere og Olsen-Twins.

En af gæsterne var 52-årige Iben Skydt, som fik diagnosen Multipel Sklerose (MS) i 2012. I november sidste år var hun del af den aktive besætning på Oceans of Hope fra Atlantic City til New York og videre ned til Charleston, og oplevelsen gav hende modet og lysten tilbage til at genoptage sejladsen efter mange års pause.

”Jeg bor på Fyn, en times kørsel fra Thurø Sejlkub, men da det er det eneste sted på Fyn, der har handicapsejlads, ville jeg gerne støtte arrangementet,” siger hun.

Gæsterne kom ud at sejle i to Olsen-Twins og to Mini12’ere. ”En Olsen-Twin er en lille sejlbåd, der ligner en kano. Man kan sidde to i den og begge kan styre og trimme sejl, og så sidder man tæt på vandet,” forklarer Iben. ”Det var første gang jeg prøvede sådan en, og den er rigtig god, fordi man kan sejle den, selvom ens bevægelighed er reduceret. Mini12’ere er enmandsbåde, og de var gode til de to kørestolsbrugere, der var med til arrangementet, fordi de kan sejles kun ved brug af armene,” siger hun.

Iben Skydt er ikke selv blevet fysisk handicappet af sklerosen, men hun tog med til arrangementet, fordi sejladsen med Oceans of Hope har vækket hendes interesse i at støtte og opbygge sejlaktiviteter for handicappede:

”Sejlads giver en fantastisk naturoplevelse. Man føler sig i ét med naturen, og når man ikke kan bevæge sig frit, betyder det meget at få fornemmelsen af, at man kan beherske noget, hvor man får vind i håret, bruger sine kræfter og bliver udfordret på sin balance – det er en meget kropslig oplevelse. Og så kan man deltage på lige fod med folk, der ikke har sklerose,” siger hun.

Arrangementet har været afholdt fire gange før, og rygtet om hvor sjovt det er, har hurtigt spredt sig. ”Når lokalforeningerne arrangerer den slags, er det altid en øjenåbner for deltagerne – tænk, det kan man også! Flere af deltagerne havde hørt om Oceans of Hope, og de var meget optagede af at få flere i gang med at sejle. Det var en rigtig dejlig oplevelse, og jeg vil helt sikkert tage de sidste tre sejladser med i Thurø Sejlklub, inden sæsonen slutter ,” afslutter Iben.

Læge og sejler Mikkel Anthonisen, som er idémand og leder af projektet Oceans of Hope er meget begejstret over initiativet: ”Sailing Sclerosis Foundation arbejder for at få flere med sklerose ud at sejle, og vi er i gang med at opbygge sejlaktiviteter med etablerede klubber i Danmark og i resten af verden. Arrangementet i Thurø Sejlklub er med til at understrege, at behovet og begejstringen er derude, og at oplevelsen med sejlads har en virkelig godgørende og livsbekræftende indvirkning på mennesker, der lever med en kronisk sygdom,” siger han.

Er man interesseret i at høre mere om verdensomsejlingen med Oceans of Hope, holder tidligere besætningsmedlem med MS, Mikkel Farver, foredrag om sit eventyr den 20. oktober i Scleroseforeningens lokalafdeling på Nordfyn.

IMGP4304.JPG
Iben Skydt ses her ombord på Oceans of Hope

IMG_1591.JPG
Erling Justesen, formand for Thurø Sejlklubs Handicapafdeling

IMG_1582.JPG

IMG_1586.JPG

IMG_1584.JPG

IMG_1590.JPG

This article was written by

Also related to this article

Mikkel Anthonisen

Mikkel Anthonisen

Founder, doctor and skipper